|
There are no translations available. Om Sambagruppen "Slagkraft": Fællesskab med slagkraft iTrommeorkestret ’Slagkraft’ spiller for at skabe sammenhold og bygge bro mellem mennesker i en stadigt mere fragmenteret og individualistisk verden. ”Vi har musikken til fælles,” er deres mantra
”Til alle tider, i alle kulturer og samfund i hele verden, har mennesker brugt musik og sang til at skabe sammenhold og sociale fællesskaber. Den evne har vi mistet her i den vestlige verden, og det er den vi forsøger at genopdage,” fortæller skaberen af trommeorkestret Slagkraft Michael Aabye, da jeg har sat mig ned ved et bord i aulaen på Lundehusskolen i Emdrup. Her mødes gruppen hver Tirsdag, for at forsvinde væk fra den stressede hverdag og ind i verden fuld af musik og rytmik, som får det til at krible ned i tæerne og helt ud i fingerspidserne på selv de mennesker, som bilder sig ind at de ikke har sans for samspil og swing. ”Danmark er et meget individualistisk samfund, og mange mennesker sidder alene derhjemme og isolerer sig foran fjernsynet. Men vi har brug for fællesskaber for at realisere os som mennesker, og musik er et fantastisk redskab, fordi at det er noget som vi alle kan relatere os til på tværs af sociale og kulturelle skel,” siger Michael med en ildsjæls begejstring og engagement i stemmen.
”Det var så fedt at se, hvordan de her store, tunge drenge blev engageret i musikken. En somalisk indsat stillede sig op og spillede en trommesolo, og da vi sluttede, sad de fleste og trommede med og råbte ’hey’,” fortæller Michael. Slagkraft har desuden spillet i Vestre fængsel, på et asylcenter, til Kulturnatten og andre steder, hvor musik kan bruges til at bygge bro imellem mennesker og pifte en grå hverdag op med fest og farver. Vi har musikken til fællesDa vi begynder at spille føler jeg mig lidt usikker og kejtet. Jeg har jo aldrig prøvet at slå på trommer før, ikke på denne måde, i en rundkreds med en gruppe mennesker jeg aldrig før har set i mit liv. Men Michael dirigerer og de andre smiler opmuntrende til mig, når jeg spiller forkert, og efter et stykke tid begynder jeg at kunne mærke trommernes puls. Den spreder sig fra et punkt midt i cirklen af musikere og genspejles i Michaels blik og bevægelser. Han ligner en mand, hvis hjerte banker i takt med slagene på stortrommerne. Jeg glemmer fuldstændigt, at jeg jo egentlig er kommet for at skrive en artikel, lave interviews og tage billeder af orkestret. Det kommer jeg først i tanke om, da musikken bliver sluttet af med en bragende trommefanfare, og det annonceres, at aftensmaden er serveret.
Alle er velkomneI løbet af middagspausen begynder endnu flere folk at komme til. Når alle deltagere i Slagkraft er samlet tæller de omkring 50 personer i alle aldre og fra alle sociale lag. Der er fx et ældre ægtepar sidst i 50’erne, som fortæller, at de aldrig havde prøvet eller drømt om at spille trommer, før de så et indslag med Mikael i TV Lorry og tænkte: ”Det lyder sjovt. Det vil vi da også være med til.” Det er tre år siden, og de er kommet fast lige siden. Der er også tre veninder i 20’erne, som sikkert har travlt med studier, kærester og andre ting, men bruger den ugentlige Tirsdag hos Slagkraft som en god anledning til at ses og lave en sjov og meningsfuld aktivitet sammen. Der er også Mathias på 14, som er blevet så dygtig til at spille, at han nu assisterer Michael i at dirigere hele orkestret. Og Mathias far - som egentlig bare havde tænkt sig, at han skulle følge sin søn til og fra en aftenhobby, men endte med at blive så grebet af trommerytmernes fortryllende magi, at han nu selv spiller med på livet løs. |











